Reseinspiration
Till startsidan
drengene på ski

Børnevenligt, sjovt og med ski in/ski out: Branäs er et hit!

Vi er netop hjemvendt fra årets skitur, som i år gik til Branäs, og hele familien er enige om, at det har været en supergod tur. Første dag startede godt (læs om den her i blogindlægget: Nysne og -1 grader: Perfekte forhold i Branäs  ) og de følgende dage var mindst lige så gode, sjove, udfordrende og helt fantastiske. Læs med nedenfor😊

Valdemar på ski

Valdemar på ski

Solskin og fart over feltet

Tirsdag tog vi ud i samlet flok omkring kl. 9. Først var vi en tur på piste nr. 27 – en blå piste, som hurtigt blev min favorit. Jeg er ikke specielt god til alpinski, da jeg er kommet sent i gang og først for 4 år siden, i en alder af 36 år, prøvede kræfter med alpint skiløb for første gang, og man er bare lidt mere forsigtig som voksen, tror jeg – så drengene på hhv. 9 og 7 år er hurtigt blevet bedre end mig, og de ræser begge derudaf 😊

udsigt fra piste nr. 27

udsigt fra piste nr. 27

Efter nogle ture i det blå område på østsiden af toppen af bjerget (Sjöområdet), skulle drengene i skiskole for anden dag, og da de var kommet vel afsted på hhv. niveau 1 og 2, kunne vi voksne lige tage nogle ture for os selv. Lars, som er en noget mere erfaren og habil skiløber end mig, tog et par ture på de røde og den sorte piste, mens jeg tog lidt flere ture på de blå – og så mødtes vi ved stoleliften og tog sammen tilbage og fandt drengene, da deres skiskole stoppede ved middagstid.

Lars på vej til den sorte piste

Lars på vej til den sorte piste

Herefter var der frokostpause i lejligheden med mad, spil og hygge, inden eftermiddagen bød på mere skiløb.

Yatzy-hygge i lejligheden

Yatzy-hygge i lejligheden

Ved 14-tiden trak bakkerne igen, og nu brød solen også frem – herligt 😊 Vi tog en tur med i dalen – drengene susede af sted, også ned ad det stejle stykke på den blå piste nr. 10, hvor jeg gik lidt i stå og måtte tage mig noget sammen for at komme ned, da modet ikke helt var til det.

Vel nede i dalen tog vi gondolen op igen, og mere skiløb på bjergets top ventede – mindstemanden på 7 og jeg kørte lidt sammen i solskinnet mens de store drenge tog nogle af de røde pister – og ved 17-tiden stoppede skiløbet for os – selvom pisterne i Branäs er åbne helt til kl. 19 hver dag!

Maja i eftermiddagssolen

Maja i eftermiddagssolen

Sidste dag med skiskole

Onsdag kom, og det var drengenes tredje og sidste dag på skiskole, hvor de fik deres velfortjente ’medaljer’. Begge drenge havde hygget sig og lært nye tricks i hver deres skiskole, og selvom de ikke synes, at tanken om at skulle i ’skole’ i deres ferie var så sjov, så var de vist ret tilfredse med at være på skiskolen 😊

Skiskole for Valdemar

Skiskole for Valdemar

Det er fantastisk med ski in/ski out til lejligheden på Soltorget, hvor vi boede i den lækreste, nye lejlighed. Stedet består af 3 huse, A, B og C med en gård i midten samt café, restaurant og butikker – og under det hele er en stor parkeringskælder, hvor Skodaen kunne holde trygt, tørt og godt under hele opholdet – utroligt smart tænk!

Når man skal ud på skiene, går man bare ned i kælderen og ud ved ski-opbevaringen, hvor man har sin egen bås med ski, støvler, hjelme og stave – og lige uden for døren ligger børneområdet – utroligt praktisk, især hvis man har helt små børn.

Masser af sne, sne, sne!

Torsdag vågnede vi op til et hvidt landskab. Det havde sneet hele natten, og det sneede stadig om morgenen – og da vi kom ud, lå der masser af ny sne over de præparerede pister. Nogen vil måske synes, at det er lidt træls med al den sne – men ikke mig! Sneen bremsede farten, og nu fik jeg modet til at køre mere flydende ned over bjerget – og jeg tog endda en lille rød piste (nr. 21) på vejen ned til lejligheden – en lille sejr for mig 😊

 

Valdemar på vej ned ad nr. 10

Valdemar på vej ned ad nr. 10

 

Indtil nu, hvor vi havde været på ski mandag til torsdag formiddag, havde der været forholdsvist god plads på pisterne og ved lifterne – men da vi kom ud torsdag eftermiddag kunne man godt mærke, at der var kommet lidt flere gæster til området. Der var lidt flere i kø ved lifterne nu.

sjov i gondolen i Branäs

sjov i gondolen i Branäs

Torsdag aften tog vi på ’Loftet Kök & Pizzaria’. Vi havde downloadet en app fra websitet, og hele bestillingen og betalingen foregik via app’en – ganske smart. Pizzaerne var rigtig gode, og vi voksne fik en stor øl til maden 😊

på pizza-restaurant

på pizza-restaurant

Super formiddag i bakkerne

Fredag formiddag bød på en tur i dalen – det gik godt for alle mand (og kvinde, ikke at forglemme, det var vel 8. marts 😊). Drengene fik lokket mig med op på en rød piste, hvor jeg stod i utrolig lang tid og prøvede at tage mig sammen til at komme ud over kanten, men inden jeg kom til det, var drengene kommet op igen med pisten, og vi tog en grøn/blå omvej ned i stedet for – mor er bare ikke modig nok! Mindstemanden havde skældt lidt ud på sin far på vejen: ’Far, hvorfor sagde du til mor, at den var rød – du skulle bare ha’ sagt, at den var blå, så ville hun jo bare ha’ kørt ned!’ (jeg er nu ikke så sikker på, at jeg havde gjort det alligevel…)

Valdemar på den grønne piste

Valdemar på den grønne piste

Drengene var ved at være mættede af skiløbet, så vi holdt tidlig frokostpause. Da vi kom ud i bakkerne igen over middag, var weekendgæsterne virkelig kommet på pisterne, og der var mange nye mennesker på pisterne. Det hylede mig lidt ud af den, da jeg stadig har brug for plads og ikke er tryg ved, at der er for mange mennesker i bakkerne, og jeg gik helt i baglås ude på pisten, som også var blevet lidt iset, da vinden havde blæst sneen væk. Mindstemanden og jeg holdt tidlig ’fyraften’, mens de store drenge tog nogle flere ture i det smukke eftermiddagssolskin.

Sidste tur: Farvel og gerne på gensyn til Branäs

Lørdag havde vi en halv skidag, inden vi kørte mod Oslo og Stena Line-færgen mod Frederikshavn. Solen skinnede, og der var helt fantastisk flot i bakkerne.

sidste skidag i Branäs

Sidste skidag i Branäs

Ved middagstid afleverede vi det lejede udstyr, pakkede det sidste i bilen, gjorde rent i lejligheden og kørte derefter gennem det snedækkede landskab mod Oslo og færgen, som sejlede kl. 19.30 – vi havde kahyt om bord, drengene elsker at sove på færgen, så det gør vi altid på hjemvejen. Kl. 7.30 næste morgen var vi i Frederikshavn.

Vi er alle enige om, at skiferien i Branäs har været helt fantastisk – der har været noget for os alle, og selvom området måske ikke er så stort, er det godt, trygt og familievenligt, og der er stadig udfordringer for de fleste. Drengene er blevet så gode og modige, og det er en fornøjelse at se på – og selv om jeg aldrig selv bliver nogen skibums, er det skønt at se, at drengene bliver gode skiløbere med mod på selv de mere krævende pister. Vi vender gerne tilbage en anden god gang!

Nysne og -1 grader: Perfekte forhold i Branäs

Branäs har vist sig fra sin bedste side i dag på vores første skidag. Vi (2 drenge på hhv. 7 og 9 samt min kæreste og jeg) ankom søndag aften ved 21-tiden efter en køretur fra Göteborg, hvor vi ankom med Stena Line-færgen fra Frederikshavn kl. 15 ca.

Turen herop gik rigtig godt, lige med undtagelse af det sidste stykke, hvor vi var ved at blive lidt utålmodige og desværre kom lidt på afveje – men ved hjælp af en flink og meget hjælpesom pizzamand i Branäs by kom vi på rette vej igen, og ankom til vores lejlighed på Soltorget – det lækreste nybyggede område på Branäsberget.

 

 

Efter en god nats søvn vågnede vi op til det smukkeste snedækkede landskab – og jeg skulle tidligt ud ad døren og mødes med min skiguide kl. 8, hvor jeg havde booket en privatlektion for lige at få pudset formen af 😊 Det var skønt at have hele bakken næsten for sig selv, og guiden var meget opmuntrende. Drengene sov lidt længere og mødtes med mig i bakken kl. 9, hvor vi susede lidt rundt på børnebakkerne.

 

 

Begge drenge skulle i skiskole kl. 10.45, og mens de dygtiggjorde sig, tog vi voksne på tur ned i dalen og op med gondolen – jeg skal lige i gang, kan jeg mærke!

Vores lejlighed på Soltorget ligger lige ud til børneområdet, og det er meget lækkert med indgang gennem p-kælderen, og vi kom let ind for at spise frokost i vores lejlighed til middag.

 

 

Efter en lille middagspause gik det igen ud i pisterne, hvor solen var kommet frem – så herligt! Vi tog op til toppen og kørte på de blå pister der – fint og børnevenligt.

Efter nogle timer trængte vi igen til en lille pause, og fik ’fika’ i Toppstugan.

 

 

Herefter tog vi ned til lejligheden igen – nu venter hygge og afslapning i skiundertøj 😊

Vi glæder os til flere gode dage her i Branäs!